Mennesket er i sin ængstelse tilbøjeligt til at starte en heksejagt.

Alt, hvad man behøver at gøre, er at udpege ”folk med sorte hatte” som skurkene, så kan man starte et blodbad på folk med sorte hatte.

Dette karaktertræk gør det meget let for den anti-sociale personlighed at frembringe kaotiske eller farlige omgivelser.

Mennesket er ikke af naturen tappert eller besindigt på sit menneskelige stade. Og det er ikke nødvendigvis skurkagtigt.

Selv den anti-sociale personlighed er på sin forkvaklede måde ganske sikker på, at han arbejder for det bedste og ser ofte sig selv som den eneste gode person, der findes, som gør alt til alles bedste. Den eneste fejl i hans ræsonnement er, at hvis man dræber alle andre, så er der ingen tilbage at beskytte mod det indbildte onde. Hans opførsel i hans omgivelser og over for hans medmennesker er den eneste metode, hvormed man kan påvise enten den anti-sociale eller den sociale personlighed. Deres motiver over for sig selv er de samme – at beskytte sig selv og overleve. De forsøger bare at opnå dette på hver sin måde.

Da Mennesket således fra naturens hånd hverken er besindigt eller tappert, har enhver til en vis grad en tilbøjelighed til at være på vagt over for farlige personer og på denne måde kan heksejagter begynde.

Det er derfor endnu vigtigere at identificere den sociale personlighed end den anti-sociale personlighed. Man undgår derved at ”skyde” den uskyldige på grund af rene fordomme eller uvilje eller på grund af en eller anden forbigående dårlig opførsel.

Den sociale personlighed kan nemmest defineres ved sammenligning med sit modstykke, den anti-sociale personlighed.

Denne adskillelse gøres nemt, og ingen test bør nogen sinde konstrueres, så den kun udskiller den anti-sociale. På den samme test må de øvre såvel som de nedre områder af Menneskets handlinger optræde.

En test, der kun angiver anti-sociale personligheder uden også at være i stand til at identificere den sociale personlighed, ville i sig selv være en suppressiv test. Det ville være som at skulle svare ”ja” eller ”nej” til spørgsmålet: ”Slår du stadig din kone?” Enhver, som tog den, kunne kendes skyldig. Mens denne mekanisme måske ville have været passende på inkvisitionens tid, så ville den ikke passe til moderne behov.

Da samfundet udelukkende fungerer, har fremgang og lever gennem sociale personligheders bestræbelser, må man kunne kende disse, da de, og ikke de anti-sociale, er de værdifulde mennesker. Det er disse mennesker, som skal have rettigheder og frihed. Opmærksomhed gives udelukkende til den anti-sociale for at beskytte og hjælpe de sociale personligheder i samfundet.

Alle flertalsstyrer, civiliserende hensigter og endog menneskeslægten vil mislykkes, medmindre man kan identificere og komme på tværs af de anti-sociale personligheder og hjælpe og fremme de sociale personligheder i samfundet. For selve ordet ”samfund” indebærer social adfærd, og uden den er der overhovedet ikke noget samfund, kun barbari, hvor alle mennesker er i fare – gode såvel som onde.

Svagheden ved at vise, hvordan de skadelige mennesker kan kendes, er, at disse så anvender karaktertrækkene imod hæderlige mennesker for at få dem jaget, fanget og udslettet.

Enhver stor civilisations svanesang er den melodi, der spilles af buer, økser eller kugler, anvendt af den anti-sociale til at slagte de sidste hæderlige mennesker.

Statsmagt er kun farlig, når den udøves af og for anti-sociale personligheder. Slutresultatet er udslettelsen af alle sociale personligheder og det efterfølgende sammenbrud af Egypten, Babylon, Rom, Rusland eller Vesten.

Ved karaktertrækkene for den anti-sociale personlighed vil du lægge mærke til, at intelligens ikke er noget fingerpeg om de anti-sociale. De er begavede, dumme eller gennemsnitlige. Derfor kan de, som er yderst intelligente, hæve sig til betragtelige højder, endog til niveauet statsoverhoved.

Vigtighed og evne eller ønske om at hæve sig over andre er ligeledes ikke noget fingerpeg i retning af den anti-sociale. Når de bliver betydningsfulde eller stiger opad, er de dog ret iøjnefaldende på grund af de vide konsekvenser af deres handlinger. Men det er lige så sandsynligt, at de er ubetydelige mennesker eller indtager meget lave positioner uden at ønske sig noget bedre.

Derfor er det udelukkende de 12 givne karaktertræk, der identificerer den anti-sociale personlighed. Og disse selv samme 12 med modsat fortegn er de eneste kriterier for den sociale personlighed, hvis man ønsker at være sandfærdig med hensyn til dem.

Identificeringen eller stemplingen af den anti-sociale personlighed kan ikke udføres ærligt og nøjagtigt, medmindre man i den samme undersøgelse af personen også gennemgår de positive sider af hans liv.

Alle personer kan under pres reagere med forbigående glimt af anti-social adfærd. Dette gør dem ikke til anti-sociale personligheder.

Den sande anti-sociale person har et flertal af anti-sociale karaktertræk.

Den sociale personlighed har et flertal af sociale karaktertræk.

Derfor må man afveje det gode mod det dårlige, før man korrekt kan stemple den anti-sociale eller den sociale.

Ved gennemgang af sådanne sager er det bedst med meget omfattende vidneudsagn og beviser. Et eller to isolerede tilfælde afgør intet. Man bør undersøge alle 12 sociale og alle 12 anti-sociale karaktertræk og beslutte sig på grundlag af virkelige beviser, ikke meninger.

Den sociale personligheds 12 primære karaktertræk er følgende:

1. Den sociale personlighed er specifik, når han beretter omstændigheder: ”Jens Jensen sagde ...”, ”Lokalavisen rapporterede ...” og han angiver kilder til data, når det er vigtigt eller muligt.

Han vil måske anvende de generelle vendinger ”de” eller ”folk”, men sjældent når han tilskriver udtalelser eller meninger af en alarmerende karakter til nogen.

2. Den sociale personlighed er ivrig efter at videregive gode nyheder og modvillig til at videregive dårlige.

Måske gider han ikke engang videregive kritik, når det er ligegyldigt.

Han er mere interesseret i at få en anden til at føle sig vellidt eller velkommen end ilde lidt af andre og har snarere en tendens til at begå fejl i retning af at være for beroligende end at være for kritisk.

3. En social personlighed videregiver kommunikation uden mange ændringer og har, hvis noget udelades, en tendens til at udelade ting af sårende karakter.

Han bryder sig ikke om at såre folks følelser. Han begår somme tider fejl ved at tilbageholde dårlige nyheder eller ordrer, som virker kritiske eller barske.

4. Behandling og rehabilitering virker yderst godt på den sociale personlighed.

Mens anti-sociale personer somme tider lover at forbedre sig, gør de det ikke. Kun den sociale personlighed kan let ændre eller forbedre sig.

Det er ofte nok at påpege uønsket adfærd for en social personlighed for fuldstændigt at ændre den til det bedre.

Strafferet og voldsom afstraffelse behøves ikke for at styre sociale personligheder.

5. En social personligheds venner og bekendte har tendens til at være raske og glade og have god moral.

En virkelig social personlighed frembringer ret ofte forbedringer i nogens helbred eller skæbne ved sin blotte tilstedeværelse.

I det mindste forringer han ikke det eksisterende niveau af helbred eller moral i sin omgangskreds.

Når den sociale personlighed bliver syg kommer han sig eller bliver rask på forventet måde, og han er modtagelig for behandling.

6. Den sociale personlighed har tendens til at vælge de rette mål for korrektion. Han lapper det dæk, der er fladt, snarere end at angribe forruden. Derfor kan han på det mekaniske område reparere ting og få dem til at virke.

7. Påbegyndte handlingscyklusser bliver sædvanligvis gjort færdige af den sociale personlighed, hvis det er muligt.

8. Den sociale personlighed skammer sig over sine misgerninger og er modvillig til at tilstå dem. Han tager ansvar for sine fejl.

8. Den sociale personlighed støtter konstruktive grupper og har tendens til at protestere mod eller modarbejde destruktive grupper.

9. Den sociale personlighed protesterer mod destruktive handlinger. Han fremmer konstruktive eller nyttige handlinger.

10. Den sociale personlighed hjælper andre og går aktivt imod handlinger, der skader andre.

11. Ejendom er for den sociale personlighed ejendom, der tilhører nogen, og tyveri eller misbrug af den forhindres eller misbilliges.

Sociale personligheder motiveres af et ønske om at hjælpe andre og gøre det største gode for det største antal. Den største del af menneskeheden er sociale personligheder.

Den dybereliggende motivation

Den sociale personlighed handler naturligt på basis af det største gode.

Han er ikke jagtet af indbildte fjender, men kan genkende virkelige fjender, når de eksisterer.

Den sociale personlighed ønsker at overleve og ønsker, at andre overlever, hvorimod den anti-sociale personlighed i virkeligheden og i det skjulte ønsker, at andre skal bukke under.

I grunden ønsker den sociale personlighed, at andre skal være glade og klare sig godt, hvorimod den anti-sociale personlighed er meget dygtig til at få andre til at klare sig virkelig dårligt.

Et grundlæggende fingerpeg om den sociale personlighed er i virkeligheden ikke hans succeser, men hans motivationer. Når den sociale personlighed har succes, er han ofte et mål for den anti-sociale, og han kan af den grund lide nederlag. Men hans hensigter indbefatter andre i hans succes, hvorimod den anti-sociale kun værdsætter andres undergang.

Medmindre vi kan opdage den sociale personlighed og holde ham fri af unødigt stramme tøjler og også påvise den anti-sociale og lægge tøjler på ham, vil vores samfund blive ved med at lide under sindssyge, kriminalitet og krig, og Mennesket og civilisationen vil ikke vare ved.

Af alle vore tekniske færdigheder i Scientologi rangerer det at kunne se forskelle højest, for evner vi ikke det, vil ingen anden færdighed være i stand til at tage over, da grundlaget den bygger på – civilisation – ikke vil være her til at fortsætte.

Knus ikke den sociale personlighed – og undlad ikke at gøre den anti-sociale magtesløs i hans bestræbelser på at skade resten af os.

Blot fordi et menneske hæver sig over sine medmennesker eller overtager en betydningsfuld stilling, gør det det ikke til en anti-social personlighed. Blot fordi et menneske kan kontrollere eller dominere andre, gør det det ikke til en anti-social personlighed.

Det er personens motiver, når han gør dette, og følgerne af hans handlinger, som adskiller den anti-sociale fra den sociale.

Medmindre vi indser og anvender de to personlighedstypers sande karaktertræk, vil vi fortsætte med at leve i usikkerhed om, hvem der er vores fjender, og ved at gøre dette gør vi vores venner til ofre.

Alle mennesker har begået voldelige handlinger eller undladelsessynder, som de kunne dadles for. I hele menneskeheden findes der ikke et eneste perfekt menneske.

Men der findes dem, der prøver at gøre det rigtige, og dem, der specialiserer sig i det forkerte, og på disse oplysninger og karaktertræk kan man kende dem.